Når en klient kommer med træthed, uro i maven, hjertebanken, søvnproblemer og spændinger i nakken på én gang, er det fristende at se fem forskellige problemer. Ofte er der én fælles struktur, der går igen i dem alle: vagusnerven.
Jeg har arbejdet med vagusnerven i over 30 år, primært gennem mit arbejde med hjerneskader, epilepsi og autisme. Da jeg for nylig fordybede mig i spasticitet og kranienervernes rolle, gennemgik jeg den nyere forskning grundigt. Det bekræftede noget, jeg længe havde set i klinikken: vagusnerven er involveret i langt flere af kroppens funktioner, end vi tidligere har regnet med – både fysisk og følelsesmæssigt.
Hvad er vagusnerven?
Vi har 12 par kranienerver, som forbinder hjernen med hovedet, halsen og kroppen. Nogle er sensoriske, andre motoriske. Vagusnerven, kranienerve nummer X, er begge dele. Navnet er latin og betyder "den vandrende", og det er præcist: Den er den længste af kranienerverne. Den udspringer i hjernestammen, i medulla, og løber derfra ned gennem halsen og brystkassen til underlivet. På vejen har den fibre, der forbinder sig med nerverne fra nakkehvirvlerne.
Sensorisk giver den information fra huden bag ørerne, den øvre del af øregangen og dele af halsen – og fra strubehovedet, spiserøret, luftrøret, lungerne, hjertet og det meste af fordøjelseskanalen. Motorisk styrer den musklerne i strubehovedet og den bløde gane, den er med til at sænke hvilepulsen, og den driver de ufrivillige sammentrækninger, der flytter maden gennem spiserør, mave og tarm.
Den har med andre ord forbindelse til alle kroppens vitale organer.
For meget, for lidt eller uregelmæssigt
Når lægen undersøger vagusnerven, tester han som regel opkastningsrefleksen ved at berøre bagerste del af svælget. Udebliver reaktionen, tyder det på underaktivitet i nerven. Men det modsatte findes også: Mennesker, der får kvalme ved tandlægen eller blot ved tandbørstning, har ofte en overaktiv vagusnerve.
Det er kernen i forståelsen. Problemet er sjældent, at nerven "virker" eller "ikke virker". Problemet er, at de elektriske impulser ikke har et normalt forløb – der er for mange, for få, eller de er uregelmæssige.
Overaktivitet ses fx ved det, der kaldes vasovagal synkope: Mennesker, der bliver dårlige eller næsten besvimer ved synet af blod, en blodprøve eller en indsprøjtning. Kroppen reagerer på stress ved at overstimulere vagusnerven, blodtryk og puls falder, og blodgennemstrømningen til hjernen begrænses kortvarigt.
Underaktivitet hænger sammen med en dysfunktion i selve hjernestammen og kan give sensoriske forstyrrelser som lysfølsomhed, svimmelhed, tryk i det indre øre, lydoverfølsomhed, søvnproblemer, fordøjelsesbesvær, hjertearytmi, smerter og træthed.
Hvad forstyrrer nerven?
Det, jeg ser oftest i klinikken, er muskelspændinger i nakken. Fordi vagusnerven forløber tæt på de øverste nakkehvirvler og har fibre, der forbinder sig med nakkenerverne, kan spændinger her lægge pres på nerven og forstyrre dens flow. Derfor er nakken altid med i mine protokoller, når jeg behandler vagusnerven – og når jeg behandler andre kranienerver.
Tarmen er den anden store kilde. Inflammation i tarmsystemet kan lægge pres på nerven og irritere den. Dertil kommer stress, som både giver nakkespændinger, påvirker tarmen og kemisk forstyrrer de neurotransmittere, der bærer impulserne i nerven. Også dehydrering, stort alkoholforbrug, meget krydret mad, kirurgiske indgreb, hævede indre organer, neurotoksiner og tungmetaller nævnes som årsager.
Forbindelsen mellem tarm og hjerne
Den tarm-hjerne-forbindelse, der tales så meget om i disse år, går netop gennem vagusnerven. Tarmen bruger nerven som en slags walkie-talkie til at sende information til hjernen via elektriske impulser.
Det er en af grundene til, at jeg i begyndelsen af 1990'erne udviklede Colonlink-metoden. Den bygger på en ayurvedisk metode, hvor man stimulerer tyktarmen manuelt på maven. Jeg studerede, hvordan nervereflekserne i tyktarmen relaterede sig til refleksområder i ansigtet, og udviklede et mikrosystem omkring munden, hvor man arbejder systematisk rundt i tyktarmszonen. Oprindeligt søgte jeg en effektiv stimulering af hormonsystemet. Senere blev det tydeligt, at metoden når langt bredere, netop fordi tarmen og hjernen er forbundet gennem vagusnerven.
Hvad jeg har observeret i klinikken
Gennem mange års arbejde med børn med autisme har jeg set, at vagusnerven spiller en stor rolle hos mange af dem. Når et barn med autisme rokker eller klapper i hænderne, er det ikke tilfældig adfærd. Rokning stimulerer vagusnerven og balancesystemet. Klappen giver sensorisk tilbagemelding, der fortæller barnet, hvor kroppen slutter, og hvor omverdenen begynder. Det er kroppens egne forsøg på at regulere.
Ved tinnitus har jeg set resultater af vagusnervestimulering med refleksterapi i de tilfælde, hvor klienten samtidig havde svært ved at høre, når der var baggrundsstøj. Ved den type tinnitus er det vigtigt at inddrage vagusnerven.
Ved trigeminusneuralgi og ansigtslammelse har jeg hos flere klienter, hvor mine almindelige protokoller ikke gav det forventede resultat, anvendt vagusnerveprotokollen – og observeret tydelig og hurtig bedring. Fibre fra vagusnerven løber sammen med fibre fra både trigeminusnerven og ansigtsnerven, så forbindelsen er anatomisk begrundet.
Det er observationer fra min praksis, ikke garantier. Men de peger i samme retning: Når et problem ikke reagerer på den forventede behandling, er det værd at se på vagusnerven.
Sådan arbejder jeg med vagusnerven
Det første er altid en fuld basebehandling. Personligt bruger jeg Ansigtszone- og Refleksterapi, fordi zonerne og punkterne i ansigtet ligger tæt på og er direkte relateret til kranienerverne og hjernen. Basebehandlingen regulerer kroppens funktioner, normaliserer vejrtrækning og hjerterytme og bringer klienten i en tilstand, hvor tillægsteknikkerne kan virke. Uden den er resultatet ringere.
Derefter arbejder jeg med tillægsteknikker i flere mikrosystemer. I ansigtet starter jeg med zonerne for nakkehvirvlerne, så eventuelt muskulært pres på nerven bliver behandlet først. Derefter følger Colonlink for tarm-hjerne-forbindelsen, refleksområder for vagusnerven på halsen, nervepunkter i ansigtet og på hovedet og til sidst en afbalancering, der forbinder vagusnerven med hjernestammen.
I øret ender forgreninger af vagusnerven i det udvendige øre. Her bruger jeg en visuel analysemetode, hvor man kan se, hvilket vitalt organ der er i størst ubalance, og behandler derefter fra samme område.
På fødderne bruger jeg dele af Neuro fodzoneterapi – Praxis Vertebralis: den neurologiske ryglinje, nakkehvirvlerne, hjernestammen, vagusnervens reflekspunkt og vagusnervelinjerne på fodsålen.
Hvad man selv kan gøre
Øreteknikken kan man udføre på sig selv. Jeg flyver omkring 90 dage om året, og det giver mig gener i ørerne, især det venstre. Når jeg bruger teknikken på mig selv – altid på begge ører – kan jeg ofte koble lyden og trykket af.
Kulde er en anden enkel stimulering. Afslut det daglige brusebad med 30 sekunder koldt vand. Er det for voldsomt, kan man bruge koldt vand i ansigtet om morgenen eller drikke et stort glas iskoldt vand.
Vejrtrækning kan også bruges: Træk vejret ind, mens du tæller til fire, hold vejret, mens du tæller til otte, og pust ud, mens du tæller til fire.
Ingen af disse teknikker erstatter lægelig udredning eller behandling. De er måder at støtte kroppens egen regulering på – mellem behandlinger eller i hverdagen.
Med kærlighed
Lone Sorensen
P.S. Vil du arbejde med vagusnerven i din egen praksis? I mit onlinekursus Vagusnerve refleks stimulering gennemgår jeg nervens funktion, de almindeligste dysfunktioner og alle tillægsteknikkerne trin for trin på video – i ansigtet, i øret og på fødderne – samt øvelser, som dine klienter kan bruge derhjemme.
Er du ny i metoden, er min uddannelse i Ansigtszone- og Refleksterapi fundamentet, som tillægsteknikkerne bygger på. Til arbejdet på fødderne: Neuro fodzoneterapi – Praxis Vertebralis
Har du spørgsmål til mine uddannelser, til indholdet eller til hvilke metoder der er relevante for dit arbejde — så er du meget velkommen til at booke et møde med mig direkte:
Kommentarer