Lone Sorensen

Senere rejste Lone til de vulkanske bade i Copahue. Hver kilde havde forskellig farve på grund af mineralindholdet, og temperaturen varierede fra 26 °C til 80 °C. Ved vulkanen fandtes et lægehus bygget af en dansker. På dette tidspunkt led Lone af allergi, men en læge gav hende en behandlingsplan i det grønne bad (26 °C), hvorefter symptomerne forsvandt. Fra dette sted opdagede hun en teltby beboet af oprindelige sydamerikanske indianere. Hun blev advaret mod at besøge dem, da de ikke var venligt stemt. Alligevel opsøgte hun dem og overværede sin første ansigtsstimulation – noget ganske andet end en ansigtsmassage.

Hun tilbragte 15–20 minutter med at iagttage to indianske kvinder, og næste dag ankom yderligere to kvinder til behandling. Hun satte sig bag dem og tegnede og tog noter af deres håndbevægelser. Lone var overbevist om, at det hun så, mindede om refleksterapi-bevægelser.

I ti dage opholdt hun sig sammen med denne gruppe kvinder i alderen 15–40 år. Mange år senere indså hun, at det havde været et afgørende øjeblik – hun var blevet accepteret af et nomadisk stammefolk og havde været vidne til noget særligt.

Tilbage i sit hjem på bjerget mødte Lone en kvinde med spasticitet, der sad udenfor hendes hus og ventede på behandling. I dette samfund bestilte man ikke tid – man ventede blot. Lone havde aldrig arbejdet med en hjerneskadet patient før, men hendes ry var allerede stærkt. Folk fortalte hinanden om de gode resultater, de havde fået hos hende.

Hun behandlede kvinden gratis med fodzoneterapi, men så ingen bedring. Derfor foreslog Lone at prøve en ny metode, hun havde lært af indianerne: at arbejde i ansigtet. Efter ti minutters behandling afslappede hele kvindens krop – en reaktion Lone aldrig havde set før.

Kvinden havde fået en hjerneskade 'som 20-årig. Lone behandlede hende, da hun var 23. Behandlingerne bestod af fodzoneterapi og ansigtsrefleksterapi, NP-punkter og kranielle linjer tre gange om ugen. Dette blev begyndelsen på Lones ansigtsrefleksterapi. Efter et år var kvinden 97 % rask – kun hendes venstre arm var stadig stiv, men hun kunne igen klare sig selv uden hjælp.

Rygtet bredte sig, og mange flere handicappede opsøgte Lone. Hun måtte flytte ned fra bjerget og åbne en egentlig klinik. Kvinden, der havde været hendes patient, blev senere hendes sekretær i Argentina.

Med tiden begyndte endnu flere patienter at opsøge hende, også med alvorlige sygdomme i hjernen og nervesystemet, som multipel sklerose, Downs syndrom og spina bifida. På kun halvandet år måtte Lone flytte til større lokaler, med tre etager til skole og klinik samt en etage til familiens bolig. Efter tre år havde hun bygget en organisation, der hver måned underviste 100 elever i fodzoneterapi, samtidig med at hun fortsat ønskede at fordybe sig i forskning i hjernen og ansigtets zoner og punkter.

Et vendepunkt kom, da en totalt lammet mand ændrede Lones liv. Han havde en søn med spina bifida og var selv lammet efter en bilulykke. Han var blevet sendt til Cuba for genoptræning, hvor patienterne fik behandling hver halvanden time, otte timer om dagen. Lone forstod her, at hvis man ville arbejde med svært handicappede, måtte behandling være intensiv og daglig.

På Cuba så hun en vietnamesisk læge arbejde med punkter i ansigtet (ikke akupunktur). Han talte kun fransk og vietnamesisk, så de kunne ikke tale sammen, men Lone fik fat i et kort over punkterne. Hun oversatte kortet til spansk og indså, at punkterne dækkede nervesystemet.

Hun var kun i Cuba få dage og lærte aldrig hans navn at kende, men hun forstod, at hans metode var vigtig. Året efter lærte hun cyberterapi af den argentinske læge Dr. Caballo på Hospital 10 de Octubre i Cuba.

Tilbage i Argentina begyndte hun at arbejde med de nye kort og diskuterede dem med lokale læger. En ung pige, lammet efter en bilulykke og ernæret intravenøst, blev en af hendes patienter. Lone behandlede hende dagligt med ansigts-, fod- og NP-punkter, og efter tre uger kunne pigen synke selv.

Lone arbejdede hver dag med sine patienter og underviste samtidig elever, mens hun fortsatte med at forske og systematisere sine metoder. Inden for to år havde hun udviklet et grundsystem for ansigtsrefleksterapi med Nerve punkter til specifikke tilstande.

Senere vendte hun tilbage til Copahue-stammen i Andesbjergene og blev inviteret til at bo hos dem i nogle dage. Kun kvinder blev behandlet dagligt – mænd blev kun behandlet, hvis de var kommet til skade. Stammen levede i fred og balance med naturen. Den ældste underviste den yngste, og piger blev trænet fra deres første menstruation. Mange kvinder blev over 100 år, næsten uden rynker og med sund hud, trods det barske klima.

De handlede med heste og levede af sund mad, fisk og grøntsager. De brugte hybenolie til behandlinger, drak te lavet af hyben, og kvinderne smurte huden ind i olien – gravide brugte den til massage af maven.

På sin tredje rejse til Copahue fik Lone via en tolk bekræftet sine noter og tegninger. Møderne med de oprindelige kvinder blev grundlaget for hendes unikke metode: at aflæse hudens struktur og følsomhed og koble det til reflekszoner i ansigtet og hele kroppen.

Senere vendte Lone igen tilbage til Cuba for at studere det vietnamesiske behandlingssystem “Cybernetic System”, også kendt som “Dien Cham”. Hun videreudviklede metoden og integrerede den i sit eget system, Facial Reflexology Sorensensistem™.

Tilbage i sin klinik i Argentina havde Lone seks assistenter, der tilsammen behandlede 1.000 patienter om måneden med basis i ansigts- og fodrefleksterapi. Hver patient fik derefter 20 minutters behandling af Lone selv, hvor hendes sekretær nøje nedskrev alle observationer og behandlingsforløb. I løbet af 13 år analyserede Lone tusindvis af patienter og udviklede individuelle behandlingsplaner. Med dette intensive arbejde kunne hun også oprette særlige forskningsprojekter, fx med 30 børn med Downs syndrom, som fik flere timers behandling hver uge. Hun arbejdede desuden med Parkinsons, demens og kræftpatienter.

Hver aften gennemgik Lone patientjournaler. Kombinationen af forskning, dedikation og praktisk erfaring gav hende en unik viden, især i arbejdet med handicappede. Hun opnåede også stor erfaring i at behandle sygdomme som kræft, allergier og nyrelidelser.

For at imødekomme det store behov fandt hun på at undervise mødre til syge børn i at behandle deres egne børn derhjemme. Dette blev begyndelsen på Temprana Refleksterapi, en kombination af ansigts-, hånd- og neurologisk fodzoneterapi. Metoden byggede videre på de intensive rehabiliteringsteknikker, hun havde observeret på Cuba, men tilpasset, så pårørende kunne udføre behandlingen dagligt i hjemmet.

Med Temprana Refleksterapi ændrede hun vægten i sin klinik til 80 % ansigtsrefleksterapi og 20 % fodzoneterapi. Ansigtsrefleksterapi påvirker nervesystemet og hjernen, mens fodrefleksterapi understøtter kredsløbet og hormonfrigørelsen.

Metoden blev hurtigt anerkendt i Argentina, og Lone oplevede den travleste periode i sit liv. I 13 år behandlede hun selv tusindvis af patienter og åbnede yderligere to skoler.

I år 2000 vendte hun kortvarigt tilbage til Danmark, men i 2001 flyttede hun til Barcelona, hvor hun grundlagde sit Institut for Refleksterapi.

I dag er Lones internationale institute etableret på fem kontinenter i mere 20 lande, med + 23.000 uddannede terapeuter.

Metoden har vist sig at være både effektiv og tidssvarende. Lone tilskriver succesen sin konsekvente forskning og dedikation til at dokumentere og validere resultaterne. Facial Reflexology Sorensensistem™ er i dag en moderne, helhedsorienteret terapiform, velegnet til mennesker i alle aldre – kvinder, mænd og børn.