Du kender det måske: Du har en klient, der er halvvejs i et forløb, men som ikke altid kan komme hver uge. Hun bor måske langt væk, et familiemedlem bliver sygt, hun skal på ferie i tre uger, eller helbredet gør selve transporten til en belastning. Alt dette er normalt og kan sætte behandlingen på pause i lang tid eller få den til at gå helt i stå. Men hvis behandlingen standser dér, går meget af det, vi har opnået, tilbage.
Derfor har jeg i mange år lært mine klienter at behandle sig selv mellem sessionerne. Det erstatter selvfølgelig ikke det professionelle arbejde, du udfører, men det kan støtte op om forløbet – specielt hvis der opstår et ophold i behandlingen.
Men det kræver en anden måde at tænke en behandlingsplan på end den, vi bruger i klinikken.
Hvor det begyndte
For mig opstod behovet i Oman. Når jeg underviste forældre til handicappede børn dér, kom hele familien: mormor, farmor, tanter og onkler. Én gang stod jeg med 21 familiemedlemmer til ét familiekursus. De havde selvfølgelig også deres egne helbredsproblemer: en mormor med diabetes, en anden med lupus. Og så spurgte de, om jeg også kunne hjælpe dem.
Jeg var der i ti dage, tre uger, måske en måned ad gangen. Det er ikke nok til et helt behandlingsforløb. Så jeg behandlede dem, mens jeg var der, og gav dem en plan, de kunne udføre på sig selv, eller som en voksen datter kunne udføre på sin mor. Mellem mine besøg guidede jeg dem online, og når jeg kom tilbage, justerede jeg planen.
Det samme gjaldt de mange par, der kom til mig med fertilitetsproblemer. Nogle boede tusind kilometer væk, og mange af mændene arbejdede på boreplatforme og var væk tre uger ad gangen. Derfor lærte jeg både manden og kvinden at behandle hinanden, men også at behandle sig selv, så de ikke var afhængige af, at den anden var hjemme.
For meget bliver ikke til noget
Den vigtigste erfaring, jeg har gjort mig, er, at et hjemmeprogram skal være kort. Giver du en klient for meget, bliver det ofte ikke gjort. Giver du den portion, du ved, klienten kan overkomme, bliver det gjort, og så kan det også virke.
Du har måske selv set de mange behandlingsopskrifter, der findes: brug dette til hovedpine, dette til astma. Nogle af dem har 18–20 punkter. Min erfaring er, at de sjældent bliver brugt, fordi folk ikke tror, de kan finde ud af det. Et hjemmeprogram skal være så enkelt, at klienten kan det udenad efter en uge. Samtidig skal det selvfølgelig være virksomt.
Når jeg guider en klient, tager programmet typisk et kvarter til 20 minutter. Klienten skal ikke lave alle syv faser og alle fire tillægsteknikker. Det svarer ikke til en times professionel behandling i klinikken, og derfor skal det gøres oftere. Hvor ofte afhænger af, hvor alvorlig situationen er. Normalt beder jeg om fire gange om ugen, ved alvorligere tilstande oftere og i nogle tilfælde dagligt. Programmet skal laves samlet og ikke deles op over dagen.
Der er to ting, jeg altid siger til klienten. Det hjælper ikke at gøre det oftere end aftalt i den tro, at det så går hurtigere. Kroppen har en slags stopklods, og processen går ikke hurtigere frem, end naturen tillader. Og programmet må aldrig laves i hast. Det er bedre at springe en dag over end at jage igennem, for gør man det hurtigt, stresser man kroppen og kan få den modsatte virkning.
Sådan er planen bygget op
Hjemmeprogrammet følger den samme struktur, uanset hvilket element du arbejder med, og du kender trinene fra din uddannelse. Klienten bearbejder zonerne i den valgte farve i ansigtet og stimulerer NP-punkterne i samme farve. Derefter stryger klienten op og ned over nulpunktet ti gange. Så trykker klienten på de nervepunkter, du har udvalgt, i 40 sekunder hver og i den rækkefølge, du har nummereret dem, og stryger igen over nulpunktet. Til sidst laver klienten en plexusbalancering og arbejder på hænderne.
Plexusbalanceringen bruger jeg i stedet for colon-link og Charamodo, fordi den er let at lære og let at udføre korrekt alene. Hænderne arbejdes i samme farve som ansigtet. Jeg laver ikke én farve i ansigtet og en anden på hænderne, for det giver ikke mening i nervesystemet.
Dertil kommer som regel den fysiske krop. Her giver jeg aldrig klienten hele den fysiske krop, men højst tre områder, som jeg vælger ud fra klientens situation. Når klienten har lært basen, kan du bygge på lidt efter lidt med flere nervepunkter, mere arbejde på hænderne eller et ekstra område på den fysiske krop.
I klinikken og online
Når en klient kommer i klinikken, kender du klientens største depot. Så kan klienten få de samme nervepunkter med hjem, som du selv bruger, og en baseplan i den farve, du behandler med.
Online kender du ikke det største depot. Derfor starter jeg med et spørgeskema, der er bygget direkte op efter de seks elementer. Det viser mig, hvor klienten har flest problemer, men det kan aldrig stå alene. Hvis klienten svarer ja til problemer med maven, må jeg vide, om det er mavesyre, mavesår eller noget helt tredje. Derfor holder jeg altid en forkonsultation på video, før jeg lægger planen. Her spørger jeg også ind til medicin, fordi nogle symptomer kan være bivirkninger af den medicin, klienten tager.
Planen sender jeg som PDF, så klienten har den foran sig. Når jeg guider, forklarer jeg hvert trin med ord og viser det på mit eget ansigt. Derefter ser jeg klienten gøre det og retter til: trykket, længden på strøgene og placeringen af punkterne. Jeg afsætter en time til hver session, og sessionen optages, så klienten kan se den igen.
Opfølgningen er en del af behandlingen
Man guider ikke en klient og slipper så kontakten. I begyndelsen ser jeg mine klienter hver uge. Jeg hører, hvordan det er gået, ser dem udføre programmet og lægger noget til, når tiden er inde. Ved kroniske tilstande skifter jeg nervepunkterne ud efter cirka 12 uger, ligesom jeg ville gøre i klinikken.
Klienten får også sine egne pejlemærker. De punkter og zoner, der er i ubalance, er typisk ømme, og ømheden aftager, efterhånden som balancen bliver bedre. På den fysiske krop kan klienten selv fortælle dig, hvor det gør ondt, og så arbejde mere intensivt dér. Husk også at forberede klienten på reaktioner. De første dage kan symptomerne blive tydeligere, før de bedres, og klienten skal drikke ekstra vand.
Opfølgningen er også en form for coaching, for de fleste har brug for at blive holdt til ilden. Mange har et stort behov for at tale, og det skal der være plads til. Men det må ikke blive ren samtaleterapi. Samtalen skal handle om forløbet.
Når klienten bliver en del af sin egen behandling
I Argentina behandlede jeg engang en pige på seks måneder. Hun havde fået en bakterieinfektion, som havde bredt sig til nyrerne, og hun var for lille til at blive transplanteret. Jeg lærte forældrene at behandle hende derhjemme. De kom til mig én gang om ugen og behandlede hende selv tre-fire gange om ugen. Hun kom ikke i dialyse, og frem til transplantationen havde hun kun brug for meget små mængder kortison sammenlignet med det, man ellers gav.
Jeg har også guidet et ægtepar på 80 og 82 år online. Hun havde haft stærke smerter i fire år, og hendes mand ville hjælpe hende med programmet. Kort efter at de havde lært det, blev han indlagt. Så sad hun i stolen på hospitalet og behandlede sig selv.
En professor, der rejser lige så meget, som jeg gør, behandlede sig selv i flyet. Og forældre, der har lært at behandle deres handicappede børn, spørger mig ofte, hvad de kan gøre for sig selv.
Der er også en virkning, som ikke kun er fysisk. Når et menneske selv tager del i sin behandling, sker der noget psykologisk. Derfor kan det være en god idé også at give klienter, der kommer i klinikken hver uge, et program med hjem. Min erfaring er, at det kan give hurtigere resultater.
Med kærlighed

Lone Sorensen
P.S. Vil du arbejde med guidet selvbehandling, online eller fra din egen klinik? Så gennemgår jeg hele metoden på kurset Online klientbehandling. Du lærer at bruge spørgeskemaet, får planerne for alle seks elementer, og du lærer at sammensætte nervepunkter selv. Kurset er en tillægsuddannelse og forudsætter, at du er uddannet i Ansigtszone- og Refleksterapi.
Har du spørgsmål til mine uddannelser, til indholdet eller til om hvilke metoder der er relevante for dit arbejde — så er du meget velkommen til at booke et møde med mig direkte:

Kommentarer