De seneste 10-15 år er der kommet en række undersøgelser, som viser, at lugtesansen og selve næsevejrtrækningen har direkte forbindelser til hjernen — til hukommelsen, følelserne og opmærksomheden. Resultaterne er relevante at kende, ikke kun som neurologisk baggrund, men også fordi de klarlægger, hvorfor arbejdet i og omkring næsen kan have en virkning, der rækker langt ud over luftvejene.
Lugtesansen er den eneste sans med direkte adgang til det limbiske system
De øvrige sanser sendes gennem thalamus, inden de bearbejdes videre i hjernen. Lugtesansen er undtagelsen. Signaler fra lugteepitelet højt oppe i næsehulen føres via den olfaktoriske nerve til lugtekolben og derfra næsten direkte til dele af det limbiske system — til hippocampus, amygdala, insula og orbitofrontal cortex. Det er de strukturer, der håndterer hukommelse, følelsesmæssig bearbejdning, kropsbevidsthed samt fortolkning og beslutninger.
Det forklarer et velkendt fænomen: en bestemt lugt kan udløse et stærkt minde eller en følelsesmæssig reaktion nærmest øjeblikkeligt, før man kognitivt når at bearbejde den. Lugtesansen går uden om den analytiske omvej.
Næsevejrtrækningen synkroniserer hjernens elektriske rytmer
Et studie fra 2016 viste, at selve luftstrømmen gennem næsen synkroniserer elektriske rytmer i amygdala, hippocampus og olfaktorisk cortex. Effekten var tydeligst ved indånding og vejrtrækning gennem næsen — ikke gennem munden. Det var altså ikke kun luftmængden, der havde betydning, men også den mekaniske passage af luft over lugteepitelet.
Det peger på noget centralt: næsevejrtrækning er ikke blot iltoptagelse. Den er en rytmisk sansepåvirkning, der forplanter sig i hjernens emotionelle og hukommelsesrelaterede centre.
Næsevejrtrækning understøtter hukommelsen
Forskere fra Karolinska Institutet har vist, at personer, der trak vejret gennem næsen i en konsolideringsfase, huskede bedre end personer, der trak vejret gennem munden. Det interessante er, at forskellen ikke lod sig forklare alene ud fra iltniveauet. Den rytmiske stimulering af lugteepitelet ser i sig selv ud til at sende signaler til hjernens hukommelsescentre og understøtte, at det indlærte fæstner sig.
Nedsat lugtesans som tidligt neurologisk tegn
Mange neurologer betragter i dag nedsat lugtesans som en mulig tidlig markør for Parkinsons sygdom, Alzheimers og andre neurodegenerative tilstande. Hos nogle parkinsonpatienter kan tab af lugtesans optræde 5-10 år før de første motoriske symptomer. Det har gjort lugtesansen interessant som et vindue ind til hjernens tilstand — et sted, hvor forandringer i nervesystemet kan aflæses tidligt.
Næsen som rytmisk pacemaker for hjernen
Der er en voksende forståelse af, at næsevejrtrækningen fungerer som en rytmisk pacemaker for hjernens aktivitet. Hver gang luft passerer, stimuleres lugteepitelet mekanisk. Signaler sendes til de olfaktoriske områder og derfra videre til limbiske strukturer, med direkte effekt på opmærksomhed, følelsesregulering og hukommelse.
Næsen er dermed ikke kun et rør til lungerne. Den er et sansende organ, der uafbrudt sender rytmisk information til hjernen.
To nervesystemer mødes i næsen
Her er det værd at være præcis, for næsen betjenes af to forskellige nervesystemer på én gang. Det ene er den olfaktoriske nerve, som står for lugtesansen. Det andet er trigeminusnerven — ansigtets store følenerve — som registrerer berøring, tryk, temperatur og irritation i næsens slimhinder. Det er trigeminus, der reagerer, når mentol føles kølende, eller når skarpe dampe svier.
Trigeminusnerven forgrener sig ud over hele ansigtet og har omfattende centrale forbindelser, blandt andet til hjernestammens kerner og derfra videre til områder, der indgår i autonom og limbisk regulering. Når man arbejder i ansigtets sensoriske felt, arbejder man altså i et område med tætte neurologiske forbindelser ind til hjernens regulerende centre.
Set fra Metode Lone Sorensen
Det er bemærkelsesværdigt, at denne forskning stemmer overens med observationer, der gennem årene er gjort i det kliniske arbejde med ansigtet. Når man stimulerer næse, bihuler, trigeminusgrene og ansigtets sensoriske receptorer, arbejder man netop i et område, som neurovidenskaben i stigende grad forbinder med limbisk aktivitet, autonom regulering og hjernens integrationscentre.
Det er ikke et bevis for refleksterapi. Men det dokumenterer, at næsen og området omkring den har en langt mere direkte neurologisk funktion end tidligere antaget — og det giver et anatomisk grundlag for, hvorfor stimulering i ansigtet kan påvirke mere end det lokale væv.
Der findes desuden forskning i ensidig næsevejrtrækning — skiftevis gennem højre og venstre næsebor — og dens forskellige påvirkning af hjernens aktivitet samt balancen i det autonome nervesystem. Det svarer til den vekslende næsecyklus, som kroppen naturligt gennemløber, og minder om de vejrtrækningsteknikker, man kender fra yoga og tibetansk tradition. Det er et område, der fortjener opmærksomhed i det videre arbejde med næsen som terapeutisk adgangspunkt.
Med kærlighed
Lone Sorensen
Lugtesansen er den eneste sans med direkte adgang til det limbiske system, og trigeminusnerven forbinder ansigtet med hjernens regulerende centre. Det er den sammenhæng, Ansigts- og refleksterapi bygger på: stimulering af reflekspunkter og nervepunkter i ansigtet for at påvirke nervesystemet, organfunktionen og hormonreguleringen.
Vil du lære at arbejde med ansigtets reflekszoner selv? Grunduddannelsen lærer dig at analysere og stimulere ansigtets 564 punkter systematisk.
→ Grunduddannelsen i Ansigts- og refleksterapi
Vil du arbejde specifikt med sanserne, går delkurset Kroppens 7 sanser i dybden med lugte-, smags-, høre-, syns- og balancesans.
Se hele kursusudvalget på metodelonesorensen.dk/kurser
Har du spørgsmål til mine uddannelser, til indholdet eller til om hvilke metoder der er relevante for dit arbejde — så er du meget velkommen til at booke et møde med mig direkte:
Kommentarer